Litteraturøvelse: KMS, Intermedia og Notecards

KMS, Intermedia og Notecards
KMS, Intermedia og NoteCards er alle eksempler på 2. generations hypermediesystemer som ikke er i brug længere, men har haft stor indflydelse på næste generation af systemer. Systemerne var tiltænkt forskellige brugssituationer og har derfor forskellige styrker og svagheder. I det følgende vil jeg kort opsummere de tre systemers udviklingsmiljøer, designfilosofien bag dem og deres forskellige struktureringsmekanismer.

Udviklingsmiljø
KMS (Knowledge Management System) var en videreudvikling af systemet ZOG, som blev udviklet og anvendt på Carnegie Mellon University 1972-1984. ZOG blev brugt til at håndtere omfattende dokumentationssystemer, som f.eks. et dokumentationssystem til hangarskibet USS Carl Vinson med mere en 20.000 frames.

Intermedia blev primært udviklet til litteratur- og biologistuderende ved Brown University, Institute for Research in Information & Scholarship (IRIS). Systemet skulle understøtte af de studerende arbejdede med en række dokumenter (f.eks. videnskabelige værker eller litterære værker) og havde mulighed for at tilføje deres egne noter og kommentarer samt læse andre studerendes kommentarer.

Notecards var det mest forskningsbaserede af de tre hypermediesystemer. Det blev udviklet på Xerox PARC i midtfirserne af Randall Trigg, Tom Moran og Frank Halasz i et udviklingsmiljø hvor mange andre revolutionerende teknologier og systemer opstod. Noget af det vigtigste ved systemet var dets evne til at udvides, dets ’tailorability’, hvilket gjorde det velegnet til ”idea processing”.

De tre systemer er således alle opstået i forskningsmiljøer, med udgangspunkt i at flere mennesker skulle have let adgang til store mængder af informationer, og have mulighed for samarbejde om dokumenter. Alligevel har de forskellige brugssituationer ført til at systemerne har haft særligt fokus på udvalgte opgaver og dermed har fundet forskellige løsninger på samme problemer.

Struktureringsmekanismer
Nodes og deres struktur
KMS’ database bestod af frames (nodes) som hver fyldte en skærmfuld. Hver frame blev gemt som en selvstændig fil på harddisken. Disse nodes eller frames var såkaldte ’Card Sharks’ hvor al information var synlig på en gang og man derfor ikke skulle scrolle i dokumentet. Dette gav en effektivitet og overskuelighed i den enkelte node, men havde samtidigt den ulempe at man ved længere tekster måtte fragmentere informationen i mange mindre bidder. Hver frame bestod af items (enheder af tekst, grafik eller billeder) og der var en masse konventioner omkring placeringen af disse items.

Systemet var hierarkisk opbygget så frames kunne forbindes via links (tree item, se næste afsnit) i en træstruktur. En sådan komplet træstruktur blev kaldt et frameset, og når man arbejdede med dokumenter i KMS’ programmer tog disse typisk framesets som input. Der var endvidere en linear-funktion som kunne udskrive framsets som en helhed, hvis man ville undgå det fragmenterede ved de mange frames.

Intermedia bestod af nodes som blev kaldt documents. Disse documents kunne indeholde ubegrænset materiale fra Intermedias utallige editorer, InterText, InterDraw, osv. og var derfor forsynet med scrollbars (såkaldte ”Holy scrollers” i modsætning til ”Card Sharks”). Disse documents kunne igen samles i et corpus som var Intermedias svar på KMS’ framesets.
Intermedia indførte nogle af de userinterfacebegreber vi kender i dag, det benyttede sig af ”application frameworks” og var objektorienteret. Det var derfor en meget flot hypermedieapplikation som var fuldt moderne og anvendte ensartede brugergrænseflader i de forskellige editorer.

Notecards var inspireret af små indexkort og bestod af nodes kaldet notecards som kunne indeholde ubegrænset materiale. (Der var således ikke tale om ”Card Sharks”, selvom indexkort-systemet indikerer dette). Disse notecards svarede til et vindue på skærmen og det var muligt at have mange vinduer på skærmen på en gang. Der var en korttype for hvert medie (kort til billeder, kort til tekst, osv.). For at systematisere disse kort kunne man samle dem i fileboxes, og det var muligt for et kort at indgå i flere forskellige fileboxes. Notecards anvendte endvidere menuer, hvilket man må sige har vundet indpas siden hen.

Links
KMS’ links var indlejrede links, hvilket vil sige at de var defineret som attributter på et item i selve dokumentet. Der var tale om envejs-links, hvor linkets source var et item og linkets destination var en hel frame, hvilket svarer til de links vi kender fra Internettet i dag. Der var imidlertid tre typer links med hver deres ikon. Strukturerende links som angav en hierarkisk sammenhæng (tree item), links til kommentarer (annotation item) og links der udførte små programmer i KMS (action item).

Intermedias links var tovejs-links. Disse links havde små ikoner der viste linkets endepunkter som blev kaldt blocks – dvs. at linket blev vist både i kildedokumentet og i destinationen og kunne følges begge veje. Der var tale om to typer links: en type der angav en relation og en type der angav en reference.
Disse links var endvidere eksterne links, hvilket vil sige at de blev defineret udenfor selve dokumentet ved hjælp af ankre der angiver et område i dokumentet (blocks). Det er således et anker i kildedokumentet og et anker i destinationsdokumentet der er forbundet med et link. En sådan block (eller anker) kunne være udgangspunkt for flere links. I Intermedia tillades links til ikke-eksisterende programmer ikke, hvilket forekommer logisk da linket er to-vejs.

I Intermedia var en Web en samling af links og blocks. Disse blev gemt i en database separat fra de dokumenter de forbandt. En web var således en individuel sammensat samling eller track gennem informationerne. Samme dokument kunne således også indgå i mange forskellige webs. Det var dog kun muligt at have et web åbent ad gangen.

Links i Notecards var point-to-node-links, hvilket vil sige at deres kilde var et afgrænset område i et dokument og deres destination var et helt notecard i stil med KMS’ links. Notecards links var ligeledes indlejrede links som KMS, men var i modsætning hertil to-vejs.
Grafisk overblik, navigation og søgning
KMS havde ingen menuer og gav heller ikke med maps mulighed for et grafisk overblik, hvilket ellers var almindeligt dengang. Noget særligt for KMS var den 3-knappede mus som gjorde systemet super effektivt hvis man havde øvelse i at bruge den. Musen gjorde det muligt at udføre næsten alle kommandoer direkte og med få klik, ligesom der var en tilbagefunktion som muliggjorde hurtig backtrack. Cursoren var kontekst-afhængig og der fandtes et væld af forskellige kommandoer knyttet til de forskellige items. I KMS er der ingen adskillelse mellem browsing og editering. Man kunne altid editere i dokumenterne.

Intermedia havde browsere der kunne vise såvel et localt map som et global map. Det lokale viste dokumentet og dets nærmeste naboer, mens det globale viste alle links i et web.

Notecards har en række grafiske browsere som giver mulighed for forskellige visninger: udsnit af systemet ud fra udvalgte links, minioversigt som kan bruges til navigation og visninger der muliggør editering af netværket.

De grafiske visninger af et netværk er kun meningsfulde når netværket har et begrænset omfang. Ved større informationsmængder bliver muligheden for at søge og finde dokumenter derimod en forudsætning for systemets brugbarhed.

I alle tre systemer findes der søgemuligheder, men de håndterer alle resultatet ved at oprette en ny node med links til de fundne resultater. Denne link-following metode er ikke optimal hverken når man ved hvad man leder efter eller hvis man søger information om et afgrænset område. I KMS kan man søge på fritekst, i intermedia søger man på dokument- eller linksattributter og i Notecards kan man søge på keywords og fuldtekst.

Samarbejde
I KMS kunne flere brugere samtidigt redigere i samme frameset og samme frame. På grund af de mange fragmenter som mindskede risikoen at to arbejdede på det samme dokument på samme tid, var systemet baseret på såkaldt ’optimistisk concurrency kontrol’. Dette betød at der kunne opstå konflikt mellem opdateringer på den samme frame. Det blev håndteret ved oprettelse af en midlertidig kopi som den uheldige bruger så måtte opdatere senere. Versionering var muligt idet man kunne ’fryse’ en frame og når der efterfølgende arbejdedes i dokumentet gemtes det som en ny version. ’Frame-ejeren’ kunne endvidere beskytte sine frames for yderligere editering (med undtagelse af kommentarer).

I Intermedia kunne flere brugere samtidigt følge og lave links til den samme web. Her var det i modsætning til KMS muligt at låse et dokument for redigering. Andre måtte så nøjes med at læse dokumentet, men havde pga. de eksterne links også mulighed for at tilføje links til dokumentets blocks.

I Notecards gemmes både kort og links i én Notefile, hvilket er problematisk i forbindelse med samarbejde. Notecards var således designet som et enkeltbrugersystem, da kun en bruger ad gangen kunne arbejde med et givet dokument.

Ingen af systemerne tilbyder tilstrækkelig concurrency kontrol, hvilket vil sige automatisk kontrol med om der arbejdes samtidigt med editering i et dokument. De giver ingen støtte til social interaktion og giver heller ikke besked til brugerne om at der er foretaget ændringer i et dokument.

Konklusion
De tre systemer lagde som det fremgår ovenfor vægt på forskellige funktionaliteter i deres understøttelse af forskellige brugssituationer. Filosofien bag KMS var at give hurtig adgang til og hurtigt overblik over materialet uden at skulle vente unødigt eller være nødt til at scrolle gennem lange dokumenter. Her blev effektiviteten vægtet højt. I Intermedia var det ikke det hurtige overblik, men muligheden for fordybelse i samme dokumenter og fælles videreudvikling af videnskabeligt arbejde der var i fokus. Ideen med Notecards var at udvikle et brugbart forfatterværktøj, som var særdeles udvidbart.

Fra alle tre systemer har vor tids hypermediesystemer arvet en række begreber, struktureringsmekanismer og ikke mindst nogle uvurderlige brugserfaringer som har været med til at præge den videre udvikling. Det er tankevækkende at systemerne allerede i midtfirserne var så avancerede og højt udviklede som de faktisk var. De havde dog også nogle ulemper som var medvirkende til at de nu ikke længere er i brug. Alle systemerne var blandt andet lukkede monolitiske systemer, hvilket vil sige at de ikke kunne tale sammen med programmer fra andre systemer. Det blev nødvendigt at gøre systemerne kompatible med andre systemer og deres programmer for at brede systemerne ud til en bredere brugerskare.